Havørredfiskeri ved kysten - 5 tips til at fange flere havørreder

3
Sidst opdateret 
19. marts 2022

Havørredfiskeri er vildt spændende men også et krævende fiskeri, her skal man både have gåpåmod og tålmodighed med i bagagen. Men når det så lykkes at fange en havørred, er det også prestigiøst, ikke alle kan prale af at have fanget sådan en fisk. Havørreden giver en god kamp og smager fantastisk. Derfor vil jeg med denne artikel forsøge at klæde dig bedst muligt på til succes, så du kan tage ud på havørredfiskeri ved kysten.

Jeg har forsøgt at samle alt hvad nybegynderen og øvede har brug for at vide om havørredfiskeri, så derfor er artiklen blevet lang. Hvis du har begrænset tid, så brug menuen nedenfor til at hoppe til de punkter du har brug for at vide noget om. Læs hele artiklen for at være helt forberedt, med alt den viden du har brug for til din næste tur på kysten.

Hvad er havørreden for en fisk

Det første du skal vide om havørreden er, at den er total utilregnelig. Den lever selvfølgelig bare sit liv, men for os der prøver at regne den ud, er den virkelig frustrerende. Men det er også denne frustration, som gør det til noget særligt, når du får den landet. Det værste jeg har prøvet, er 5 nulture i streg. Her må man bare leve efter ordsproget: Alt godt kommer til den der venter (bliver ved med at fiske).

Det næste som kan være interessant at vide om havørreder er, at det er en anadrom fisk. Det betyder, at den svømmer fra det saltede hav ind i de ferske vandløb for at gyde. Dette tager en del kræfter fra havørreden, da den her bruger en del tid på at omstille sin krop til den lave salinitet i vandet. Lidt det modsatte sker i dens tidlige spæd, hvor den lige er klækket i vandløbet, her gennemgår den en smoltificering.

Smoltificering er den første overgang fra ferskvand til saltvand, derfor bliver nyklækkede ørreder også kaldet for smolt, da de endnu ikke er udviklet til en fuldvoksen ørred. Smolt har et kort tidsvindue til at udvikle sig og drage ud til havs og bliver derved til en havørred. Hvis de misser dette tidsvindue, bliver de tilbage i vandløbet og kaldes for bækørreder, hvor de får en brunlig kulør med røde prikker. Her kan de blive hele livet, eller give det et forsøg igen, næste gang deres indre kompas aktiverer denne forberedelsesfase til at migrere ud i havet. Der er også ganske få ørreder, som går den modsatte vej ind til en sø, de bliver kaldt søørreder, men er noget sjældne at fange.

Hvilken føde spiser havørreder

Havørreden kan være meget kræsen omkring hvad den spiser. Den ene dag kan det være den KUN bider på efterligninger af tobis og andre dage SKAL det være rødbrunt som rejer/tanglopper. Derfor er det godt at have et stort udvalg af agn. Her er en liste med havørredens top 6 fødeemner.

  • Tobis/sild/brisling (småfisk)
  • Insekter
  • Rejer
  • Børsteorm (forår)
  • Tanglopper
  • Små blæksprutter

Der findes adskillige små blæksprutte arter i Danmark, bl.a. Alloteuthis subulata som står på havørredens liste over fødeemner. Blæksprutten er ikke mit første goto agn, dog har min kammerat og jeg fanget på blæksprutte efterligninger lavet af gummi, og vi har før også set maver fyldt med dem. Så hvis du har problemer med at fange havørreder, og er ved at gennemgå arsenal af fiskegrej, så synes jeg absolut du skal give blæksprutten et kast

Havørred sæson

Det bedste havørredfiskeri er i foråret og efteråret. Havørreden kan dog fanges hele året rundt, men foretrækker en vandtemperatur på 4 til 14 grader, som findes i disse to årstider. I de varme måneder trækker de ud på dybere vand, så der er større mellemrum mellem at du møder dem på kysten. I vintermånederne er de fredet pga. gydning, hvor de går op i vandløbene, men hvor nogle bliver tilbage, også kaldet overspringere. Overspringere er meget eftertragtet, fordi de er enormt store og tykke, og kan derfor hurtigt resultere i en ny personlig rekord for en heldig lystfisker, for ikke at tale om en god kamp personen måtte få.

Mindstemål for havørreder

Mindstemålet for havørreder er 40 centimeter. Et godt tip er at måle længden af rammen på dit fangstnet, så har du altid et målebånd med. På billedet her, ved jeg, at fangstnettet er 40 centimeter fra rammen til skaftet, så denne havørred er ca. 38 centimeter.

Fredningstid for havørreder

Havørreden er fredet i perioden 16. nov til 15. jan i hele Danmark, men der findes også lokalfredninger, læs mere her om lokalfredninger. Dog må du tage helt blanke havørreder med løse skæl med hjem i selve fredningsperioden.

Disse havørreder med løse skæl har allerede gydet og er kommet ud havet igen fra vandløbene. De kaldes for nedgængere og vil ofte virke mavre, fordi de ikke har spist særlig meget under gydningsperioden. Derimod havørreder som er brunlige er i deres yngledragt og skal så skånsomt som muligt genudsættes. Læs mere om skånsom genudsætning her.

Havørred fanget ved kystfiskeri som ligger på sten

Hvordan fanger man havørred

I dette afsnit vil jeg give et overblik over de to mest effektive fiskemetoder, der bruges til havørredfiskeri. Her vil jeg ikke gå så meget i dybden med fiskegrejet, men mere hvordan man udøver fiskemetoderne. Se afsnittet længere nede for gennemgang af fiskegrej.

Spinnefiskeri

Spinnefiskeri er den mest typiske måde at fiske efter havørreder, du har et agn i enden af linen, som du kaster ud og spoler ind igen. Hertil kan du fiske med mange forskellige slags agn: blink, gennemløbere, spinnere, jigs og små woblere.

På dagen kan du forsøge med langsom og hurtig indspolning. Start med hurtig indspolning, og se om der er efterfølgere eller hvirvler i vandet, ellers forsøg med langsom indspolning. Oftest vil jeg sige, at man gerne må spole ind med en god fart, hvor man om sommeren/vinter kan spole langsommere ind, med mere leg i vandet. Med leg mener jeg, at du forsøger at gøre dit agn mere levende, ved at lave små hurtige ryk med stangen, som gerne skulle lokke havørreden til at bide.

I forår og efterår er havørreden meget aktiv, da vandtemperaturene er gode, så der vil jeg spole i et godt tempo generelt. Her kan man supplere indspolningen med spinstop, hvor man stopper indspolningen i et halvt sekund. Det er ofte her en efterfølger bider på, fordi de instinktivt bider når de får agnet lige i hovedet. Der er også det ved hurtig indspolning, at de ikke får lang tid til at tænke, men at de skal reagere hurtigt, hvilket betyder at de vil bide hvis de er energifyldte som de er i foråret.

Det som er dit job, når du får en havørred på, er at styre den udenom alle tangplanter. Hvis den får snurret sig rundt om en tangplanter, er der en stor risiko for, at du kan vinke farvel til den. Hvis du er i et minefelt af tangplanter, så hold havørreden højt i vandet. Det er heller ikke super godt, hvis den hopper op af vandet og basker, men det er bedre end at den ryger i en tangplante. Det vigtigste hvis den hopper op over vandet er, at du holder linen stram (dette er selvfølgelig altid vigtigt, men linen bliver ofte slap når de hopper op).

Spinnefiskeri er den samme teknik der fanger hornfisk i foråret. Så hvis du er af sted og bemærker mange hug, men ingen fisk som sidder fast, så er du helt sikkert stødt på en stime af hornfisk. Læs denne artikel om, hvordan man fanger hornfisk uden almindelig krog.

Bombarda

Bombardafiskeri er når man fisker med en bombarda (et flåd), der giver en passende vægt, så man kan kaste rigtig langt, men noget som ikke vejer så meget, fx. en flue. Bombarda fiskes med en lang 10 til 11 fods fiskestang, det er nødvendigt, da man har cirka 2,5 meter line fra bombarda flådet til sit agn. Så hvis man ikke har en lang fiskestang, så bliver det hele svært at styre. Bombarda bruges selvfølgelig kun med spinnestænger. Man kunne også bare fiske med flue fra en fluefiskestang.

Ved bombarda fiskeri er det vigtigt, at du selv stopper linen, når du har kastet. Du skal gerne stoppe linen når den er ca. 1,5 meter over vandet. Det gør at linen rettes ud, så fluen eller andet agn ligger sig bagerst, hvor den skal. Hvis man blot lader det ploppe i vandet, så er der risiko for at agnet og bombardaen ofte vil vikle sig sammen, fordi bombardaen flyver forresten i luften, og når du spoler ind, trækker du den lige hen over fluen.

Hvor fanger man havørreder

Havørreder kan fanges ved kysten, i en fjord eller i havet. Hvor de befinder sig er afgjort af årstiderne og vandtemperaturerne. Som sagt vil havørrederne gerne forsøge at opholde sig i 4 til 14 grader varmt vand, selv små temperatursvingninger kan udløse en stor forskel på, hvor aktive havørrederne er, da deres instinkter bl.a. styres af vandtemperatur. Eksempelvis vil en gradstigning på 2 i marts/april, fra 3 til 5 grader, betyde væsentlig mere end en tilsvarende i juli fra 12 til 14. Derfor kan du med fordel holde øje med vandtemperaturen på dine favoritspots.

I det tidlige forår er det vinteren der bestemmer, hvor fiskene holder til. Har det været en meget kold vinter, så holder de til i fjordene, og har det været en mild vinter, er de hurtigere til at bevæge sig ud langs kysterne. Hvis de i den kolde tid ikke befinder sig i fjordene, så kan man forsøge sydvendte kyster, der får rigeligt med sollys. Specielt på denne tid kan havørreden gå på lavt vand, helt ned til knæhøjde. Det gør sig gældende det meste af året, så tøv ikke med at kaste på lavt vand.

På denne tid af året handler det om at afsøge områder og finde hvor de holder til. Et godt eksempel kan ses fra vores årlige fisketur efter havørreder hvor vi delte os op for at afsøge flere kyststrækninger. Her viste det sig netop at en sydvendt kyst, var hvor de holdte til.

Når temperaturen stiger, i færd med at foråret udfolder sig, så vil de fleste havørreder nu have bevæget sig ud på kysterne, det er her havørredfiskeri virkelig topper! Et væld af størrelser af havørreder (grøndlændere og nedgængere) er hundesultne efter vinteren og gydning. Der kan være stor forskel på størrelsen af havørred man fanger på dette tidspunkt.

I sommeren omkring august måned når vandtemperaturen kommer over de 14 grader, så trækker flere havørreder ud på dybere vand, hvor det er mere køligt. Her er der ikke så meget gang i havørredfiskeriet, så hvis man vil gøre sig forhåbninger om en havørred, så skal det gøres i de meget sene aftentimer, natfiskeri eller meget tidlig morgen. Forsøg gerne omkring pynter eller hvor der er en god gennemstrømning af vand. Hvis man har en båd, så kan man opsøge sildestimer ude på havet som de store havørreder går efter, og får derfor også navnet "sildeædere".

I efteråret oktober/november indtil fredningen starter, er der igen et vindue hvor havørredfiskeriet er godt. Vandtemperaturen falder, så der vil være flere havørreder at finde inde langs kysten, der skal nå at spise det sidste, inden gydningen og vinteren kommer. Alle tidspunkter i dagstimerne er fremragende at tage ud i. Her fisker man gerne efter pynter og badekar med stillstående vand.

Bedste vejr til havørredfiskeri

Alt vejr er fiskevejr, det handler bare om at være klædt rigtigt på! Det siges måske med et smil på læben, men det er nok så sandt. Men selvfølgelig har havørreden vejr og tidspunkter på døgnet, hvor dens aktivitet er højere, det vil jeg komme ind på i dette afsnit.

Det er klart, hvis der har været stormvejr dagene forinden en fisketur, så er bunden revet op og fiskene forholder sig passivt indtil vandet er mere sigtbar. Men en almindelig gang blæst kan være ganske godt. Tumulten i vandet ved blæsevejr hiver smådyr ud fra deres gemmesteder og kan ligeledes slå dyr af tangplanterne, som får havørredernes jagtinstinkt i gang.

En del lystfiskere vil nok også blive hjemme hvis der er pålandsvind, men det er bestemt ikke en dårlig ting. Når vinder blæser mod kysten, så bliver alle smådyr i de øverste meter af vandet blæst ind på lavt vand, og hvor der er smådyr er der havørreder. Pålandsvind betyder jo bare, at du skal gå ud også kaste langs kysten eller indad, i stedet for kun at kaste udad som mange oftest gør.

Regnvejr er bestemt ikke noget dårligt tidspunkt at fiske i, men det kan hurtigt gå hen og blive en kedelig dag, hvis det regner meget, og de ikke bider! Men en stille til jævn regn er rigtig fin, især hvis du har en rigtig vadejakke der holder regnen ude og dig selv varm. I regnvejr er havørreden specielt interesseret i fluer i overfladen, da de ved, at ved regnvejr bliver insekter ramt af regnen, og falder ned og ligger i overfladen. Så prøv her at skifte agn, hvis du fisker med andet.

Solskinsvejr er fint så længe vandet ikke er for varmt, men jeg havde nok selv forsøgt ved formiddag eller kaffetid. Hvis vandet allerede er over 12 grader, så er det bedste at forsøge ved tidlig morgen eller sen aften.

Men husk det rigtige tidspunkt at fiske, er når du har tid! Det er bedre at komme ud og fiske oftere end at forsøge og finde de "perfekte" tidspunkt. For jo mere du kommer ud, jo flere erfaringer gør du dig, og derfor sætter du dig selv op til mere succes næste gang.

Fiskegrej til havørredfiskeri

Her vil jeg komme ind på hvilket grej du kan vælge i mellem, og hvad der vil være praktisk ved kystfiskeri. Nogle ting er mere nødvendige end andre, så las os starte med en fiskestang, den kan du ikke undvære!

Fiskestang

Ved kystfiskeri er der ingen træer eller buske til at stå i vejen, og derfor rigeligt med plads til en lang fiskestang, så der er ingen grund til at gå på kompromi her. Vælg en 9 til 12 fods kulfiber fiskestang, alt efter hvad der passer dit fiskeri bedst og er mest praktisk til din transport.

Grundlæggende betyder en længere fiskestang længere kast, og jo længere du kan kaste, jo mere vand kan du afdække, og jo flere havørreder fanger du!

Hvis du ved, du meget gerne vil fiske med bombarda, så gå efter en lang stang på 10 til 12 fod, og hvis du vil spinnefiske, kan du nøjes med kortere på 9 fod. Vægtklassen ligger omkring 10 til 30 gram. Jeg fisker selv med en SG2 Shore Game 9 fod, 7 til 23 gram, hvilket også egner sig til bombarda.

Fiskehjul

Kig her efter et hjul i størrelsen 2500 til 3000 og fyld det med fletline, som har en brudstyrke på 7 til 8 kg (ca. 0,12 til 0,14 mm). Hvis dit hjul er lavet af metal, så husk at få noget monofil bagline spolet på, ellers risikerer du at din fletline glider rundt på metallet. På et plastik hjul plejer det godt at kunne holde ved.

Jeg fisker selv med en Shimano Nasci 2500 FB. Den er sikret mod at saltvand kan trænge ind, så den forlænger hjulets levetid på den måde. Alle hjul kan naturligvis bruges, men din line vil altid afgive saltvand ved indspolning, og hvis du er uopmærksom og kommer til at dyppe hjulet, så er det ikke godt.

Endegrej

Endegrejet vil altid afspejle, det som en fisk spiser jævnligt, jo bedre imitationen er, jo større er chancen for at få bid. Til at efterligne småfisk er der blink/gennemløbere/spinnere, og til insekter/tanglopper/rejer er der fluer. Til sidst er der gummidyr der efterligner blæksprutter, krebsdyr og børsteorm.

Jeg vil altid foreslå at bruge gennemløbere frem for blink. Grunden er at havørreder kan nemmere vikle krogen fri ved blink, fordi krog kan låses hvis den drejer nok rundt. Ved en gennemløber rustjer agnet bare længere op af linen. Det som taler for at bruge blink er den nemme opsætning og skift af agn.

Jeg er selv rigtig stor fan af gennemløber fra Savage Gear, de er lidt smådyre, men vejer godt til, så de synker bedre. Eksempelvis har jeg haft billige gennemløbere fra Harald Nyborg, som har et vægtlod i sig, men skallen er lavet af let plastik. Fordi plastikken er lettere end vand, så synker den ikke så godt, og derfor kan den ikke fiske særlig hurtig, fordi at den ligger i overfladen hele tiden. Men skal der fiskes langsomt, er den ganske fortræffelig.

Fluer fisket med bombarda er også ekstrem effektiv. Der er to meget brugte fluer, som er et must at have i fisketasken. Pattegrisen er nok den flue der har fanget flere havørreder end nogen anden flue. Den anden flue er Kobberbassen, som er en efterligning af tanglopper og har gang på gang givet resultater, gennem mange år.

5 fisketips til at fange flere havørreder

Flyt dig ofte og afdæk så meget vand du kan, lad vær med at stå stille. Fisk i en vifteform af ca. 4 kast og gå videre.

Vær god til at skifte agn hvis du ikke mærker noget, havørreder kan være meget kræsne og vil kune have en bestemt ting den pågældende dag. Husk også at variere indspinningsfart med spinstop.

Husk at affiske det lave vand, det handler ikke om at komme længst ud. Havørreder går helt ind på knædybt vand.

Undgå store områder med bar sandbund, her fanger du yderst sjælden noget. Find leopardbund hvor der er sten og tang, her søger havørreder føde.

Det bedste tips jeg kan give dig er; hav tålmodighed og nyd turen. Selvom du følger alle regler i bogen, så er du ikke garanteret at fange noget.

Fredningsbælter

Til sidst vil jeg kort nævne fredningsbælter, som er et fredet område hele eller delvist årligt. Det strækker sig i en 500 meter radius ud fra et vandudløb. Lystfiskere ved at havørreder trækker ind og ud af disse områder, så for at give havørreder den plads de skal have, er denne fredning indført.

Derudover er der blot at sige knæk og bræk! Hvis du har nogen spørgsmål til havørrefiskeri, så skriv endelig en kommentar, så skal jeg svare hurtigst muligt.

Hvis artiklen har hjulpet dig, er du meget velkommen til at synes godt om fiskeoplevelser.dk på Facebook. Det vil jeg sætte meget stor pris på!

Del gerne på 
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kommentarer

  1. Hej Dennis

    Tak fordi du læser med! Ja Faxe Ladeplads ser fin ud, det ser også ud til at der er god mulighed ved Lund Havn for enden af molen.

    Ja alle farver kan bruges, det er svært at sige hvad de søger på den enkelte dag, så husk og skift ofte.

    8 cm. lyder helt fint, formen af blinket skal være som en torpedo. De blink der har form som et blad er primært til geddefiskeri.

    Find inspiration i kategorien med blink

    K&B

  2. Hej. Fed artikel.
    Jeg er nybegynder som lystfisker, og bor nær Faxeladeplads, hvor der skulle være mulighed for at fange havørred.
    Som en start vil jeg fiske med blink, da det er lettest for en ny. Fik afvise at blå blink skulle virke bedst, men lyder på artiklen, som om alle farver kan bruges? De blink jeg har er Ca. 8 cm uden krog, er det den rigtige størrelse?

Nyeste indlæg

Tilbudsjagt

Vi har samlet over 18.000 produkter fra nogle af de mest populære webshops med fiskegrej. Ved at bruge vores pris sammenligner kan du finde det bedste tilbud 
Se tilbud nu

fiskeoplevelser.dk

Her får du gode fiske tips og god fiske viden, så du er klar til at fiske hele året rundt i salt- og ferskvand. Sørg for at overholde gældende regler hvor du fisker, og i det hele taget behandle naturen godt.
fiskeoplevelserfinallogo

Følg OS på

Copyright © 2018 - 2024 Fiskeoplevelser.dk - kontakt@fiskeoplevelser.dk - Cookie- og privatlivspolitik