Makrelfiskeri er sjovt fordi makrellen er sprængfyldt med energi og samtidig en god spisefisk. Den er også god hvis man har familien med, fordi der ofte sker en masse så de små ikke keder sig og man kan som regel køre direkte til de steder hvor man kan fange dem.
Derfor synes makrelfiskeri er noget alle skal prøve mindst en gang og vil i denne artikel give mine indspark til hvordan du kan fange din første makrel!
Det største kendetegn ved en makrel, er de sorte bølgede striber der går ned langs dens blågrønne ryg. Dertil har den en typisk torpedo formet krop, som de fleste andre fisk i tun familien også har. Fordi den er en af de mindre i tun familien, så kaldes makrellen også for mini-tun. Størrelsesmæssigt er de ofte omkring 30 til 40 cm. hvor større eksemplarer er op mod 50 til 60 cm.
En anden ting man kan kende en makrel på, længe inden man ser den, er når man får den på krogen. For selvom haleroret ikke ser stort ud, så spræller de helt vildt, det er som om de ikke har levet af andet end duracell batterier hele levet. Så hvis du mærker en ustanselig vibreren igennem stangen, så kan du være sikker på det er makrel.
Makrel går altid i store stimer, der kan være flere hundredtusinder i en stime og man vil derfor ofte opleve at få mange på sit forfang eller ingen.
Makrel sæsonen begynder så småt i juli måned, hvor makrellen er kommet til det meste af Danmark, men du kan være heldig at fange dem 1 til 2 måneder før ved vestkysten. Sæsonen slutter omkring november hvor de trækker ud på dybt vand i nordsøen for at overvintre.
Generelt vil man sige at makrel kan fanges hele året rundt (selvom det er svært de koldeste måneder), men så kræver det en båd for at komme ud på de pladser hvor de står, da det gerne skal være dybt. I månederne op til og efter sæsonen kan en mindre jolle gøre forskellen, ved blot at sejle 1 km ud, så man kan tage forskud på eller forlænge makrelfiskeriet.
Makrel kan fanges fra kyst, mole, havn og båd. For at kunne fange makrel ved kysten, så skal det gøres i den tidlige del af højsæsonen juli og august måned. Særligt her driver makrellerne mindre fisk ind mod bredden, hvor de bliver fanget og makrellerne kan proppe sig. Det kræver ikke waders, gummistøvler kan være nok. Nogle gange gør de det så galt, at de får sig selv strandet og man kan gå hen og samle et par makreller op på stranden.
Fra mole og havn er det kun et spørgsmål om tid før en stime kommer forbi. Det bedste du kan gøre, for at se om der er fisk i dag, er at se efter aktivitet i vandoverfladen, enten det man vil kalde at "vandet det koger" eller om der er fugle som cirkulerer rundt om et spot, det er to rigtig gode tegn. Når vandet det koger, er fordi makrellerne jager småfisk op til vandoverfladen, hvor de er fanget, som så både makrellerne og mågerne kan spise sig mætte på.
Som nævnt ovenfor så kan man fange makreller hele året rundt med båd. Jeg har ikke mange kloge ord at sige om hvor du finder makreller når du har båd. Det bedste er nok at holde øje med dit ekkolod om der er en stime under båden. I sæsonen befinder makreller sig midt eller i den øvre del af vandsøjlen. Kig igen efter de sædvanlige tegn med at vandet koger og måger der flyver rundt. Men her har du muligheden for at opsøge dem, i stedet for at stå og vente på kajen til de kommer forbi.
I forhold til vejr så er makrellen lidt ligesom hornfisken, den kan godt lide sol og varme og har da også prøvet at få hornfisk på ved makrelfiskeri. Den vil stadig være at fange ved overskyet, men hvis du vil maksimere dine chancer, så gå efter solskin. Egentlig kan makrellen fanges når som helst på døgnet, men de bedste tidspunkt vil nok være morgen ved 5 til 6 tiden når solen lige er stået op, men særligt også til aften ved 21 tiden, en time inden solen går ned, som nogen vil kalde for "den gyldne time".
Der findes ingen fredningstider på makrel, så dem kan du fiske efter hele året rundt, men eftersom alt fiskeriet foregår i havet, så skal du selvfølgelig have statens fisketegn.
Dog er der mindstemål på makrellen. I Nordsøen + Limfjorden + Ringkøbing fjord er mindstemålet 30 cm og i Skagerrak + kattegat er det 20 cm. Det vil sige at i bælterne omkring fyn og sjælland + Østersøen er der ingen mindstemål.
Makrel fanges med et makrelforfang og en kastepirk i bunden, fiskegrejet vil jeg skrive mere om længere nede i guiden. Måden man fanger makreller på er ved at pilke, ligesom man ville gøre hvis det var torskefiskeri.
Pilkning foregår ved at man laver 2 bløde ryk i stangen, også lader du pirk og forfang falde i 3 sekunder, for så at gentage. Du kan selvfølgelig gøre som du har lyst, hvis du tror på at flere små ryk præsenterer dit makrelforfang bedre, så gør du det.
Det er den måde man ville gøre fra båd og mole/havn hvor der er nogle meters dybde. Hvis man fisker fra stranden, så skal der spoles noget hurtigere ind, da man ellers vil få en masse bundbid. Så fra stranden vil du gerne spole hurtigt ind med korte spinstop eller skift pirken ud med et blink på 20g. Det bliver næppe ved indspolningen du får bid, da forfanget her er klappet sammen, så spinstop er vigtigt. Men husk kun at fiske fra stranden hvis du kan se dem lave aktivitet i vandoverfladen.
Fiskegrejet til makrelfiskeri er ikke så specielt igen. Det vigtigste er at du bruger et makrelforfang med et vægt lod i bunden. Loddet kan enten være et alm. bly lod eller en pirk, jeg ville foretrække en pirk, fordi så er der chance for en interessant bifangst i form af torsk eller havørred. Pirken skal veje omkring 30 til 40 gram, alt efter hvad din stang kan holde til. Tungere eller letter kan også fungere, men her vil du gerne have noget vægt på så du kan kaste langt.
Makrelforfanget består af 4 til 5 kroge med diverse blikfang på en line. Jeg har ikke selv erfaret at nogle farver skulle være bedst, eller hørt andre påstå det, fordi oftest så er du garanteret bid hvis der kommer en stime forbi, uanset farve. Normalt ville jeg kigge efter de naturlige farve, her er makrellens føde småfisk, heriblandt tobis, sild og brisling. Deres farver er grå/sort med blå/grønligt skær når lyset reflekteres i deres skæl, så kig efter forfang med et lille stykke plastik der kan reflektere lyset.
Ved fiskestang og fiskehjul er det nok fiskestangen der er størst krav til. Den skal kunne holde til at kaste den tunge pirk ud i vandet, dog er makrelfiskeri ikke delikatesse fiskeri, så det gør ikke noget at du køber en glasfiber stang som virkelig kan holde til nogle tæsk, men på bekostning af finfølelse. Det andet fiskestangen og fiskelinen skal kunne klare er at løfte 4 til 5 makreller op på molen uden hjælp.
I forhold til fiskehjul og fiskeline vil jeg foreslå et almindeligt spinnehjul i størrelsen 3000 til 4000 og fiskeline med brudstyrke på over 15kg. Det betyder ikke noget om det er fletline eller monofil, men hellere lidt tykkere end for smalt her.
Det absolut bedste tips jeg kan give, der vil hjælpe dig med at fange flere makreller, er at du ikke skal spole ind så snart du får bid, men lad i stedet makrellen svømme videre med dit forfang i 3 til 5 sekunder. Det er selvfølgelig vigtigt du giver et lille rapt modhug og holder linen nogenlunde stram, men ellers skal makrellen have frit løb.
Det gør at makrellen hiver forfanget med hen til stimen og de andre makreller ser din makrel forsøge at spise noget, så tænker de hey! vi vil også have en del af kagen og bider på. Hvis du havde givet et ordentlig modhug og spolet ind med det samme du fik bid, så havde du nok kun fået den ene. Nogle gange får man også fuldt hus indenfor et sekund, også er det naturligvis bare om at få dem ind på land, så du kan kaste igen og forhåbentlig nå at fange stimen igen inden den er væk.
Et tip til den dovne fisker er at holde øje med de andre fiskere når du kører forbi dem. Jeg kører dagligt forbi Kolding havn på arbejde og ser ofte en masse fiskere dernede. Det jeg kigger efter er om de har taget deres spande frem, for hvis de har det så er der helt sikkert fisk, hvis ikke, så gem din tid og kræfter til en anden fisketur.
Det næste tip hjælper dig ikke med at fange flere makreller, men du skal gøre dig nogle overvejelser om hvordan du vil opbevare din fangst. Du vil formentlig have en spand med, som har en snor i sig så du kan smide den i vandet og hive de fyldt op igen. Men fordi sæsonen er i de meget varme måneder, så bliver vandet i spanden hurtigt varmt og hvis dine makreller ligger der i nogle timer, så går de hen og bliver ret møre i kødet.
De kan selvfølgelig sagtens spises, men er svære at filetere og tilberede fordi kødet falder helt fra hinanden. Så enten skal du skifte vand ofte, filetere dem med det samme eller smide dem på køl.
Makrellen er en nem spisefisk at tilberede, efter filetering har vi valgt at stege dem på panden, behold gerne skind på. Tilføj dine krydderier, vi nøjes med salt og peber. Kan spises sammen med kartofler og dild smørsovs.
Hvis artiklen har hjulpet dig, er du meget velkommen til at synes godt om fiskeoplevelser.dk på Facebook. Det vil jeg sætte meget stor pris på!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Copyright © 2018 - 2024 Fiskeoplevelser.dk - kontakt@fiskeoplevelser.dk - Cookie- og privatlivspolitik
mine tænder løber allerede i vand