Kystfiskeri - fang disse 4 fisk ved kysten

0
Sidst opdateret 
12. marts 2022

Kystfiskeri i Danmark er virkelig oplagt, da Danmark er det land i Europa med fjerde mest kyststrækning pr. kvm land? Uanset hvor i landet du bor er der kun en times kørsel til kysten, hvor du er omgivet af natur og kan få en masse gode oplevelser. I denne artikel vil jeg give en generel vejledning til kystfiskeri, og gennemgå de gængse fisk du vil møde langs den danske kyst, hvad du skal være opmærksom på, samt hvilket grej og metode der fanger disse fisk.

Fiskearter ved kysten

Når de fleste tænker på kystfiskeri, så er det helt sikkert havørreden de forbinder med denne slags fiskeri. Men der findes også andre attraktive fisk langs kysten, som jeg kort vil gennemgå her. Havørreden er her hele året rundt, men generelt vil man sige at det er sæson for kystfiskeri fra april til juli.

Havørred

Havørreden er en meget eftersøgt spisefisk, både mht. tilberedning da den ikke har så mange ben, men også smagen i kødet er god. Men det må også siges at være lidt af en trofæfisk, altså en fisk man kan være stolt af at fange. Kunsten for at fange denne fisk er ikke nem at sætte finger på, da havørreden kan være til stede den ene dag ved kysten, men være helt væk den næste. Det samme gælder hvad den har lyst til at spise. Man kan forsøge med 4 forskellige agn og forskellige farver, men det er først den 5 havørreden viser interesse på. Derfor har jeg skrevet en artikel om havørredfiskeri så du kan blive lidt mere klog på det.

Hornfisk

Hornfisken er ligeledes også en meget eftertragtet spisefisk. Den er til gengæld ikke så svær at fange i månederne maj, juni og juli og da de strømmer til det danske farvand for at gyde. Fiskeriet er også meget børnevenligt, da de fanges ude brug af skarpe kroge, men med silkesnore som sætter sig fast i deres tænder. Særligt for hornfisken er at den har et blågrønt skelet som ser lidt giftigt ud, men er helt ufarligt. Hornfisken har en del ben, men dette kommer man nemt udenom ved at stege dem, så falder kødet lige af, ellers kan man bruge en udbener. Du kan læse meget mere om hvordan man fanger hornfisk her.

Fladfisk

Fladfisk er også mulige at fange ved kysten, men det kræver at man kan kaste langt. Pighvar kan fanges fra land af ved vesterhavet, men for at få rødspætter, skrubber og isinger skal man gerne ud på mere end 2 meters dybde. Dette kan sagtens lade sig gøre ved at fiske i vaders, og hvis man kender kysten hvor den er dyb, så kan man tit finde fladfisk bag bankerne hvor de ligger i læ for strømmen. Fiskeri efter fladfisk er virkelig finesse fiskeri, og kan godt tage lidt træning indtil man ved hvornår man skal give modhug og hvornår man skal vente. Jeg har skrevet en guide om hvordan du kan fange de forskellige fladfiskearter her.

Torsk

Torsk er også en lækker spisefisk med massere af kød på og godt fyldt med sund omega-3 fedtsyre. Ligesom havørreden befinder torsken sig i de danske farvande hele året rundt, men går ud på dybt vand om vinteren og kan derfor være svær at fange fra kysten. Men i sommermånederne går torsken ind på så lavt vand som 2 - 3 meter for at søge efter føde, særligt krabber, rejer og andre småfisk. Som sagt kan det godt være lidt af en bedrift at fange torsk fra kysten, derfor vil jeg foreslå man fanger torsken fra båd som du kan læse om her.

Fiskemetode til kystfiskeri

Der findes flere forskellige fiskemetoder til kystfiskeri, her vil jeg blot gennemgå noget af det allermest brugte, så du forhåbentlig føler dig oplyst om hvilke muligheder du har. Der er både fiskeri for begyndere og avancerede ved kysten, det er alt efter hvad man gør det til.

Spinnefiskeri

Spinnefiskeri er en stor fællesbetegnelse for en masse måder at fiske på - men kort sagt, så handler det blot om at kaste linen ud med et agn i enden og spole det på fiskehjulet igen. Det som så varierer meget er alt det forskellige endegrej du kan bruge, og alle de måder du kan spinne ind på.

Til endegrej bliver der oftest brugt spinnere, blink, woblere, gennemløbere og jigs. Alle disse agn er der forskellige måder at fiske med, som får dem til at se mere livlige ud, og får fiskene til at bide. Eksempelvis laver man med små mellemrum spin-stop med blink og gennemløbere, og med woblere og jigs laver man små ryk i stangen, så de hopper i vandet og fanger fiskens opmærksomhed.

Der er ingen gylden regel for hvordan du skal fiske efter havørreder eller hornfisk. Det er op til den enkelte lystfisker at krydre sit spinnefiskeri ud fra sin mavefornemmelse og erfaring. Om foråret når havørreder og hornfisk er mere aggresive vil jeg fiske hurtigere og mere aktivt, og i efterår- og vintermånederne mere stille med mindre eller ingen ryk.

Bombarda

Fiskeri med bombarda kan også gå ind under spinnefiskeri, men skiller sig alligevel ud, mest mht. opsætning. Bombarda er et vægtlod der hænger frit på fiskelinen, med et 1,5 - 3 meter forfang af fluorocarbon ud til ens agn. Man bruger bombarda til at fiske med endegrej der ikke vejer nok i sig selv, til at kaste helt der ud hvor man gerne vil. Eksempelvis hvis man gerne vil fiske efter havørred med fluer fra spinnestang, så bruger man bombarda, da en flue ikke vejer mere end 2 gram. Til bombarda er det vigtigt at du også har en lang stang, 9 fod eller over.

Når man kaster ud med bombarda er det vigtigt at man stopper linen et sekund før den rammer vandet. Det gør man fordi bombardaen flyver forest i luften da den er tungest, og forfanget hænger svævende bag ved. Ved at stoppe linen ryger forfanget hen forbi bombardaen og ligger sig pænt i vandet efter den, og du kan starte med at spole ind.

Hvis du ikke gør dette er der stor risiko for at bombardaen vikler sig ind i forfanget, når du spoler den hen over forfanget. Som sagt sidder en bombarda løst på hovedlinen, derfor skal man have en lille plastik perle som beskytter knuden til forfanget, ellers kan en bombarda gøre skade på den efter mange kast.

Fluefiskeri

Fluefiskeri kan godt være svært at lære frem for spinnefiskeri, da det kræver mere teknik at svinge kæppen (fluestangen) frem og tilbage kontrolleret. Til gengæld får du direkte kontakt med fisken, da man ved fluefiskeri bruger hånden til at "spole" ind med. Faktisk har man gang i et tovtrækkeri med fisken når den skal spoles ind. Fluefiskeri foregår i store bevægelser, hvor man kontrolleret svinger stangen frem og tilbage, og langsomt giver mere og mere line, indtil man laver et sidste kast. Hvis man ser en fluefisker fra siden af, og forestiller sig et ur hvor hans arm er en viser, så skal den skifte mellem kl 10 og kl 1 indtil det sidste kast.

Surfcasting

Surfcasting er en teknik brugt ved kystfiskeri til at komme omkring bøvlet der følger med det at eje en båd. Med surfcasting kan man fiske efter mange af de samme fisk, som man ellers skal bruge båd til at komme ud til. Det vil mest være fladfisk og torsk, men også makrel, sild, multer, havbars og små rokker. Særligt ved denne fiskerimetode er at du skal have en super lang fiskestang, som gør at du med en tung vægt og lidt træning kan kaste over 100 meter ud fra kysten!

Fiskestangen til surfcasting skal gerne være omkring 14 fod, hvor du har en kaste vægt på 100 - 200 gram. Teknikmæssigt til at lave kastet skal du bruge hele kroppen, da der skal lægges mange krafter i at få agnet ud på de 100 - 150 meter. Kastet foretages skråt over skulderen, tag gerne et skridt eller to tilløb, og sving overkroppen når du laver kastet for at opnå maksimal længde. Hænderne placeres øverst på korkskaftet og nederst på stangen, så man nederst på stangen trækker hårdt tilbage og øverst skubber frem. Der er mange ting man lige skal være opmærksom på, så foretag nogle kortere øvekast inden du forsøger med fuld kraft.

Mht. fiskegrej skal du have ovennævnte 14 fods fiskestang, et stærkt hjul med plads til 250 meter 0,40 mm monofil line, kig efter et hjul i størrelse 6000 - 8000. Derudover et tungt blylod på 100 - 200 gram, og gerne en form for holder til stangen. Til at holde en fiskestang af denne størrelse skal der en noget kraftig stangholder til, eller endnu bedre: et tripod stativ. Til sidst er det kun er spørgsmål om det agn/forfang du ønsker at fiske med.

Fiskegrej

Fiskegrejet til kystfiskeri er ikke vanvittigt krævende, men der er selvfølgelig nogle fordele og ting som virker bedst, det vil jeg gennemgå herunder. Fælles for alt fiskegrej der bruges til kystfiskeri er at det bliver udsat for salvand, og derfor skal man enten købe fiskegrej beregnet til at modstå saltvand, eller passe på sit grej og være god til at skylle det af når man kommer hjem fra kysten.

Fiskestang

Hvad er der mest af når man skal ud til kysten og fiske? Plads. Derfor kan du med stor fordel købe en længere stang end hvis du fiskede ved en sø med buske og træer, eller du står på en mindre båd. Til kystfiskeri vil jeg anbefale en 8 - 10 fods fiskestang af kulfiber. Vægtklassen skal du spørge dig selv om hvor tungt det du fisker med er, men generelt er 7 - 30 gram godt til kysten.

Jeg er selv meget fan af Savage Gear fiskestænger, og ejer en 9 fods SG2 Shore game 7 - 23 gram fiskestang til kystfiskeri. Den har øjer lavet af rustfrit stål, som er vigtigt da de altid er i kontakt med saltvand.

Fiskehjul og line

Et fiskehjul i størrelsen 2500 - 3000 er passende til kystfiskeri. I denne størrelse vil bremsekraften være omkring 8 kg, hvilket er rigeligt. Jeg har selv valgt en Shimano Nasci 2500 FB, da denne model er beregnet til saltvands fiskeri, ved at alle indgange til huset er ekstra forseglet, så saltvand ikke trænger ind og forringer dens ydeevne og livstid.

Fiskelinen vil jeg altid foreslå skal være fletline, fordi det er tyndere, stærkere og du er i bedre kontakt med dit agn. Brudstyrken skal være på 6 - 7 kg, dvs. fletline tykkelse 0,12 så er du godt dækket, også hvis du får lidt bundbid ind i mellem. Farven kan være en nuance af grøn eller hvad der er naturtro og falder i ét med omgivelserne du fisker i.

Waders

Waders er nærmest et must have til kystfiskeri, da de kan hjælpe dig med at komme ud over det lave vand, ofte fyldt med tang. Køb nogle billige neopren waders fra Abu Garcia fra bilka eller føtex når de har dem på tilbud til 300 kr. Hvis du vil have mere kvalitet skal du kigge efter åndbare waders, men så kommer du hurtigt op i priser over 1000 kr, plus du skal have støvler til.

Endegrej

Til kystfiskeri efter havørreder og hornfisk kommer du ikke udenom blink og gennemløbere i din grejtaske. Blink bindes på for enden af hovedlinen, hvor en gennemløber monteres frit på linen med en trekrog i enden. Begge er rigtig effektive til at fange fisk, men man argumenterer for at gennemløberen mister færre fisk, da en fisk kan vride sig op mod blinet og rive sig fri, hvor en gennemløber blot ville flytte sig længere op af linen.

Dernæst har du selvfølgelig en masse fluer! Her skal gerne indgå de to fluer Pattegrisen og Kobberbassen. Pattegrisen efterligner en reje og Kobberbassen en tangloppe, begge ting som står højt på en havørreds menu. Hvis du fisker med spinnerstang skal du have et bombarda flåd, så vægten bliver høj nok til at kaste med.

Kystfiskeri om vinteren

Kystfiskeri om vinteren kan være noget af en udfordring at tage op, men også her kan man med fordel fiske efter fiskenes adfærdsmønstre. Når vi kommer til sent på efteråret og når vintermånederne begynder, trækker en stor del af fiskearterne ud på dybere vand, heriblandt torsk, hvor andre fiskearter migrere helt til varmere vand i andre lande. Havørreden er en af de få attraktive fiskearter som bliver hængende hele vinteren langs kysten.

For at spare på den kostbare energi i vinter månederne, trækker havørreden ind på lavt vand hvor saltindholdet er lavere. Her skal havørreden bruge mindre energi på at udskille saltet fra kroppen. Så jo koldere det er, jo større sandsynlighed er der for vi kan finde den i fjorden, og mindre langs den åbne kyst. I vinter månederne er det derfor også bedst at spole langsomt ind, da havørrederne ikke jager så aggresivt. Blot det at fange en havørred i sig selv er noget man kan være stolt af, men hvis den er fanget om vinteren er det ekstra flot!

Husk havørrederne er fredet 16. nov - 15. jan overalt i Danmark når de har yngledragt og skal straks genudsættes. Havørreder der er helt blanke og med løse skæl må hjemtages.

Når man fisker i minus grader, så kan der forekomme en del is i øjerne på fiskestangen. Dette kan gøre indspolingen mere besværligt, men samtidig slider det på linen og gør den svag. Derfor får du er godt tip her: Smår øjerne med en form for vaseline eller andet creme der er vandafvisende, det er billigt, nemt og effektivt. Et andet tip vil også være ikke at fiske med fletline i minus grader, da fletline suger vand til sig og fryser.

Love og regler ved kystfiskeri

Der er kun ganske få love og regler som skal overholdes ved kystfiskeri. Først og fremmest skal du have statens fisketegn for lystfiskere, der er påkrævet ved alt fiskeri i offentlig vand, ellers risikerer du en bøde. Så husk fisketegnet så du kan fiske med god samvittighed og samtidig støtter projekter for fisks levevilkår i Danmark.

Dernæst skal du være opmærksom på udmundinger fra vandløb. Fra vandløbets udmunding er der et cirkelformet fredningsbælte på 500 meter (radius). For store vandudløb som er over 2 meter bred, er det helårligt, og under 2 meter så gælder det fra 16. september - 15. marts. Brug evt. appen havoerred.com som viser dig disse regler effektivt på din lokation.

Til sidst skal du naturligvis være opmærksom på pågældende fredningstider for den fisk du ønsker at fange. Hvis du uheldigvis skulle få en bifangst af en fredet fisk, så skal du hurtigt men skånsom genudsætte. Selvom den fredede fisk er død ved afkrogning skal du genudsætte den. Læs mere om fredningstider og lov herom på fiskeristyrelses hjemmeside.

Når det så er sagt, så er der kun at ønske knæk og bræk på kysten!

Hvis artiklen har hjulpet dig, er du meget velkommen til at synes godt om fiskeoplevelser.dk på Facebook. Det vil jeg sætte meget stor pris på!

Del gerne på 
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyeste indlæg

Tilbudsjagt

Vi har samlet over 18.000 produkter fra nogle af de mest populære webshops med fiskegrej. Ved at bruge vores pris sammenligner kan du finde det bedste tilbud 
Se tilbud nu

fiskeoplevelser.dk

Her får du gode fiske tips og god fiske viden, så du er klar til at fiske hele året rundt i salt- og ferskvand. Sørg for at overholde gældende regler hvor du fisker, og i det hele taget behandle naturen godt.
fiskeoplevelserfinallogo

Følg OS på

Copyright © 2018 - 2024 Fiskeoplevelser.dk - kontakt@fiskeoplevelser.dk - Cookie- og privatlivspolitik